Floralia
Tid og sted
21. apr. 2024, 16.30 – 17.45
Kirsten Kjærs Museum, Langvadvej 64, 7741 Frøstrup, Danmark
Om eventet
Kom til koncert og lad dig indfange af forårets musik og blomster!
Floralia er navnet på en fest i det gamle Rom til ære for gudinden for forår og blomster, Flora, og festen blev efter sigende afholdt sidst i april. Inspireret af foråret og dets spirende liv og smukke blomster, vil koncerten bestå af tre værker, der på hver deres måde fortæller en historie herom:
E. Elgar: Strygerserenade
G. Puccini: Crisantemi
E. Grieg: Strygekvartet nr. 1 i g-mol
Vi starter koncerten med Elgars kendte og elskede strygerserenade, hvis første sats i sin tidligste form menes at have haft navnet Spring Song. Musikken er både charmerende og let, og samtidig dyb og varm. Dernæst vil vi spille værket Crisantemi af Puccini, et smukt og sørgmodigt værk, som Puccini komponerede i den tragiske anledning af en vens pludselige død. Blomsten krysantemum symboliserer heltemod, loyalitet og sorg, og i musikken hører vi både uendelig skønhed og dyb desperation. Vi slutter koncerten med Griegs første strygekvartet arrangeret for fuldt strygerensemble. Kvartetten blev komponeret under et af hans ophold på landet, hvor han søgte væk fra byen og nærmere naturen. Om værket skrev Grieg: “Den stræber efter bredde, svævende flugt og frem for alt resonans for de instrumenter, den er skrevet til”, som om værket dermed tilstræber den størst mulige naturlighed med hvilken Grieg altså også komponerede den.
Som noget særligt ved Floralia-koncerten, har vi indgået et samarbejde med Den Danske Naturfond, hvor vi for hver solgte billet vil sikre en kvadratmeter dansk natur.
Entré: 100 / 50 kr.
Det er ikke nødvendigt at bestille billet på forhånd - billetter købes i døren.
Koncerten er støttet af Aarhus Kommune, Thisted Kulturpulje, William Demant Fonden, Statens Kunstfond, Dansk Artist Forbund og Dansk Kapelmester Forening.