Nattens Musik
Tid og sted
11. aug. 2021, 19.30
KunstCentret, Gjessøvej 40, 8600 Silkeborg
Om eventet
Program:
Josef Suk: Serenade
Ernest Bloch: From Jewish Life
Asger Buur: Nordisk nat
Astor Piazzolla: De fire årstider
Et gammelt mundheld lyder: “Dagen har øjne, natten har ører”, og der ligger en dyb sandhed i at mørket får os til at lytte bedre og høre mere. Det er derfor måske ikke tilfældigt at natten figurerer som et af musikhistoriens vigtigste temaer, der ofte har inspireret komponister til at skrive noget af deres mest personlige og fascinerende musik. TIl denne koncert vil Ensemble Hermes derfor tage publikum med på en stemningsfyldt rejse gennem natten, fra mørket begynder at falde på, til lyset så småt begynder at komme igen.
Vi vil lægge ud med et stykke aftenmusik - en serenade - af den tjekkiske komponist Josef Suk. Suks musik har de senere år oplevet lidt af en international renæssance, men hans Serenade for strygere har nu altid været et hyppigt spillet og meget elsket værk - og det med god grund. Efter serenadens sommerlige ubekymrethed leder det næste stykke musik os mod meditation, refleksion og aftenbøn: Ernest Blochs From Jewish Life består af satserne Prayer, Supplication og Jewish Song, der tilsammen fremmaner den dybe jødiske ånd og tradition, for hvilken netop solnedgangen og natten markerer begyndelsen på den daglige cyklus.
Natten som udgangspunkt for en ny begyndelse, mørke og kaos som forudsætningen for lys og kosmos, kommer også til udtryk i det næste værk, Asger Buurs Nordisk Nat, som den talentfulde komponist har skrevet til Ensemble Hermes, og som blev uropført tidligere i år. Stykket tager os med på en stemningsfyldt rejse gennem en nordisk nats forskellige stadier, med mørke, ro og til sidst de første solstrålers genkomst - altsammen i en tydeligt nordisk tone. Til de sene natte- og tidlige morgentimer har vi gemt Astor Piazzollas De fire årstider - et portræt af tangoens og dermed nattens Buenos Aires, hvor solopgang ikke handler om at stå tidligt op. Koncerten - og natten - slutter med denne hyldest til den moderne tangos fader, der netop i 2021 ville have fyldt 100 år. Vi håber I vil våge med os på denne musikalske rejse gennem natten!
Solister: Nicolas Sublet, violin og Gabriella C. S. Fuglsig, cello