Før var der ingenting, nu er der noget
Kom ind og oplev et gæstebud, hvor strygermusik, måltid og ordet forenes i en sanselig iscenesat koncertforestilling med afsæt i Karen Blixens poesi og historiefortælling. Her kan du opleve, hvordan ingenting kan forvandle sig til stjernestunder, akkompagneret af små særlige serveringer, der eksploderer i munden.
I løbet af aftenen vil vi sammen med dig gennemgå en transformation - hvor hverdagens øllebrød og klipfisk forvandler sig når den bliver serveret på en klangbund af varm strygermusik.
Der gaar gennem Verden et langt Skrig fra Kunstnerens Hjerte:
Giv mig Lov, giv mig Lejlighed til at yde mit ypperste.
Med disse ord glæder vi os til at invitere dig, kære publikum ind til en aften, hvor vi vil yde vores ypperste for måske at få et lille glimt af himlen.
Mød sulten op!
Gæstebud er en forestilling udviklet i et samarbejde mellem Ensemble Hermes, måltidsscenograf og kok, Jakob Vinkler samt skuespillerinde og instruktør, Bodil Aalling.
Den gennemføres med gavmild støtte fra William Demant Fonden, Louis-Hansen Fonden, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, Dansk Tennis Fond, Jyske Kunstfond, Aarhus Kommunes Kulturpulje & Aarhus Kommunes Musikpulje.